Den afgåede formand takker af
Tid:
01-06-2010
Ved Tennisafdelingens årsmøde blev Karsten Møller valgt til formand – igen!
At tabe et formandsvalg, er en risiko man må leve med i Skovshoved Idrætsforening, når man har sine meningers mod, og ikke er villig til at give køb på Tennisafdelingens fundamentale interesser. Som nævnt i beretningen på Tennisafdelingens årsmøde, har jeg fundet forløbet omkring planlægningen af Tennishalprojektet stærkt problematisk, og har åbent givet udtryk for dette. Se beretningen her.
Nuvel, når jeg ser tilbage på mine mange år i Tennisudvalget synes jeg godt, at jeg kan være min indsats bekendt. Til orientering for nytilkomne og andre medlemmer, der ikke har fulgt så meget med på de indre linier i Tennisafdelingen, vil jeg nedenfor gennemgå mine mærkesager i de godt 15 år.
Udgangspunktet var ønsket om flere indendørsbaner
Da jeg midt i 1990’erne stillede op til Tennisudvalget, var det dels for at arbejde for flere indendørsbaner til Tennisafdelingen, dels for at få ændret den helt urimelige økonomiske byrdefordeling mellem afdelingerne, der eksisterer her i foreningen.
På daværende tidspunkt havde man i Tennisafdelingen allerede i en del år talt om behovet for flere indendørsbaner, og der var fremlagt et par projekter for medlemmerne, men det hele var faldet til jorden – ikke mindst på grund af modstand fra ledelsen i de øvrige afdelinger og flertallet i bestyrelsen.
Flere andre har ydet en uvurderlig indsats i forbindelse med Tennishalprojektet, først og fremmest Birgit Hemmingsen og Kjeld Storm, men jeg er ikke i tvivl om, at projektet aldrig var nået ud af starthullerne uden min indsats i perioden 1996-2004, og jeg har i årene siden 2004 gjort meget ud af at sikre, at Tennishallen kommer til at leve op til de krav, man i dag med rimelighed bør stille til en tennishal med to baner, så den er fremtidssikret.
Omfordelingsproblematikken
Med hensyn til byrdefordelingen har resultatet været mere beskedent, men jeg fik da emnet på dagsordnen, og der er skabt en vis forståelse for vores synspunkter i de andre afdelinger. Det mest urimelige ekstrabidrag, som Tennisafdelingen var pålagt i 1990’erne (ca. 85.000 p.a.), blev da også fjernet efter et par års intens agitation, men vi betaler stadig bidrag for 240 fiktive ekstra medlemmer, og i modsætning til de øvrige afdelinger modtager Tennisafdelingen ikke noget bidrag til driften fra ”Fællesskabet”.
Hvis vi skal videre ad den vej kræver det nok en omstrukturering af foreningen, så de sportslige afdelinger opnår større juridisk og økonomisk selvstændighed, så alle vigtige beslutninger ikke skal igennem det omsvøbsdepartement som fællesskabsbestyrelsen udgør. Det ville også være en naturlig følge af udviklingen inden for idrætten, hvor de forskellige idrætter efterhånden fungerer under vidt forskellige vilkår. Det ville gavne den sportslige udvikling ikke alene i Tennis, men i alle de fire sportslige afdelinger.
Skovshoved Junior Cup
For ti år siden var ungdomsafdelingen vokset til over 400 medlemmer, så efter at have gennemgået uddannelsen som turneringsleder-referee, tog jeg initiativ til at søge en termin til en juniorturnering i sommerferien. Turneringen var allerede første år et stort tilløbsstykke, og gav mange af vores egne spillere deres første turneringserfaring. Det er stadig en af de populæreste turneringer på sommertouren, og ledes i dag af cheftræner Lars Christensen, mens jeg fungerede som turneringsleder og referee de første syv gange vi afholdt turneringen.
Skovshoved Tennis blev divisionsklub
Efter jeg fik ansvaret for seniorholdene, påtog jeg mig at sikre bedre træningsvilkår for seniorerne, med kvalitetstrænere, adgang til organiseret træning hele året og en træningslejr for de bedste forud for sommersæsonen. Desuden arbejdede jeg for at der var en god stemning internet i spillertruppen og i forhold til træneren. Spillerne kvitterede ved at trække flere gode spillere til, og spille Skovshoved Tennis i 3. division i 2001, for første gang i foreningens historie, og vi var en etableret divisionsklub frem til 2009.
I 2002 syntes jeg, at det så ud til, at tennishallen var indenfor rækkevidde, så jeg tog initiativ til at tilmelde et hold i den indendørs holdturnering, så holdet kunne spille sig op gennem rækkerne til hallen var klar. Hallen er endnu ikke blevet til noget, men med Ølstykke Tennishal som ”hjemmebane” spillede holdet sig i 3. division i løbet af nogle sæsoner.
Banebooking fra papir til skærm og internet
I løbet af 1990’erne blev det stadig sværere at tegne baner, ikke mindst på grund af ”uregelmæssigheder” på de tegningslister, der den gang blev benyttet til at tegne baner udendørs. På baggrund af en demonstration af et DTF sponsoreret banebookningssystem, fik jeg en bevilling til vort første banebookingsystem igennem Bestyrelsen, og har stået for opstilling og drift af den elektroniske banebooking indtil nu. Da internetdelen af de oprindelige system viste sig teknisk ustabil anbefalede jeg overgangen til vort nuværende system, der har vist sig at være et brugervenligt og stabilt system.
Tennis fik egen hjemmeside
Tennisudvalget havde frem til 2008 i årevis diskuteret det utilfredsstillende i, at vi var helt afhængige af foreningens webmaster, når vi skulle have aktuelle nyheder eller meddelelser ud til medlemmerne. Mange påtog sig at se på opgaven, men ingenting skete, så da jeg blev valgt som formand, besluttede jeg at prioritere en selvstændig tennishjemmeside højt. Danmarks Idrætsforbund var netop begyndt at udbyde den samme Sitecore-løsning, som de fleste forbund og unioner benytter, til klubberne til en attraktiv pris. Så det var den løsning, jeg anbefalede Tennisudvalget, at vi valgte.
Der er dog lang vej fra beslutningen til en fungerende hjemmeside, og uden en kæmpe indsats fra Lars Christensens side var den nok aldrig blevet til noget. Han udarbejdede en struktur for siden, og skrev kladder til de fleste sider. Birgit Hemmingsen og jeg selv læste korrektur og rettede teksterne til. Derefter brugte jeg hele påsken til at sætte det hjemmesiden op på nettet.
Desværre viste det oprindelige Sitecore system sig meget langsomt og stift at arbejde med. Derfor bestilte vi en opdatering til det langt mere brugervenlige og fleksible Sitecore Foundry system. Det tog mig endnu en påske, plus en del mere, at få det system til at fungere stabilt, men nu er det kørende.
Andre aktiviteter
På et tidspunkt overvejede Skytteafdelingen at lukke for juniorskydning, på grund af manglende instruktører. Da jeg hørte det meldte jeg mig som instruktør, idet jeg har fungeret som skydeinstruktør i Forsvaret. Der fungerede jeg i 1½ sæson, indtil jeg måtte opgive den opgave på grund af tidsmangel.
Der var også et par år som redaktør på SkovserPosten, hvor jeg skiftede til et større og mere læservenligt format og der kom farver på siderne.
Fremtiden
For mit eget vedkommende glæder jeg mig til at få spillet mere tennis, noget jeg har haft alt for lidt tid til, de sidste par år. Jeg har også min bestyrelsespost i Sjællands Tennis Union (SLTU), og vil muligvis påtage mig flere opgaver inden for dansk tennis.
Med hensyn til Tennisafdelingen, så ved jeg, at der med cheftræner Lars Christensen og Tennisudvalget med Heidi Kaare Lassen, Heidi Rom, Per Blessing og Jan Steen Knudsen findes en gruppe initiativrige og kompetente personer til at fortsætte arbejdet – Robert G. kender jeg ikke.
God vind
Erik Bolt Sørensen